Løbe hjemmefra

Min mor gik let i panik når der var noget hun ikke kunne finde. Jeg ved ikke hvor mange gange hun fået sine nøgler væk. I hendes panik vente hun sig altid mod mig og forlangte at jeg kunne finde dem. Det var aldrig særlig rart, men man lærte at bevare roen, ignorere panikken og finde sin mors nøgler.

Måske var det derfor, at når min mor en sjælden gang sagde nej, til den forkælede møgunge aka mig, jeg så “løb hjemmefra”. I starten var det ikke vilder end at jeg låste mig inde på toilettet og blev der til min mor stod på den anden side og tikkede mig om at komme ud. Da jeg blev lidt ældre gik jeg fra lejligheden. Aldrig særlig langt væk eller særlig længe, men det viste min mor ikke. Jeg viste hvor meget hun gik i panik af det og hvor ked af det hun blev. Det var ikke særligt pænt gjort af mig. Jeg tror det var den eneste måde jeg følte at jeg kunne give lidt af den utryghed, der var min dagligdag, fra mig. I sidste ende fik jeg nok også min vilje på den måde.

Min mor

Title: Lotusinspireret malet af min mor

Jeg elsker min mor. Selv om det var en hård barndom, elskede jeg min mor. Hun var fuld af kærlighed. Til mig, hendes familie og hendes venner. Varm og kærlig var hun. Altid klar til og hjælpe de af hendes venner som havde brug for hende. Om det var økonomisk eller psykisk. Til tider kunne det kører hende helt ned og det var ikke altid hun nåede at sige fra i tide. Så gik hun selv ned og måtte indlægges. Jeg håber at hendes venner prøvede at være der for hende lige så meget, som hun var der for dem, men jeg ved det ikke.

Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg var elsket. Det var min mor god til at sikker sig, at jeg var klar over. Hun viste det med masser af kram og kærlig ord. Hun sang for mig om aften, puttede, vækkede mig og fyldte mig gerne i skole. Jeg fik stort set alt hvad jeg gerne ville og mange dage  er gået med hygge foran fjernsynet med slik og cola. Jeg hyggede mig, men når jeg tænker tilbage på det, brugte min mor nok flere timer ude i køkkenet med smøg og kaffe end inde i stuen ved siden af mig. Dette var dog ikke noget jeg lade mærke til på det tidspunkt.

Jeg synes min mor var noget særligt. Jeg har ikke altid set op til hende og gør det nok også med forbehold i dag. Jeg er ikke tilhænger af hendes valg af udgang her i livet, men jeg synes hun var særlig kvinde. Tros hendes sygdom, levede hun livet. Hun var kreativ og elskede at male. På forskellige kurser, tog hun det til sig hun ville og lod resten ligge. Hun gik op i politik og ønskede at gøre verden til et bedre sted at leve. Hun var meget aktiv i hendes lokal afdeling og hun har selv givet udtryk for at hun ville ønske, hun var blevet aktivt noget før. Hun boede ved sin mor, de sidste dage af hendes liv og jeg ville ønske at jeg kunne have fået lov og gøre det samme for hende. Hendes sygdom tog meget af hendes liv, men når hun selv havde styringen levede hun livet som hun ville <3

Hvordan ville verden have set ud?

Nogle gange kan de simplets spørgsmål, sætte store tanker i gang.

“Hvordan ville din mor have haft det, hvis hun havde levet i dag?”

En kollega og jeg snakkede om at det var et år siden min mor tog sit eget liv og så stillede hun det spørgsmål. Først faldt svaret mig nemt. “Hun ville have det godt,” svarede jeg. Det kunne hun også nemt have haft. Det var jo det, tidligere perioder med gode tider viste. Men der er jo ingen der ved om dette ville ske denne gang. Om hun ville være kommet ud af psykosen eller om hun ville være blevet lige så god som hun plejede, selv om hun kom ud af den. For at hun overhovedet ville kunne komme ud af sin psykose, krævede det i hvert fald at kommunen ville god kende hende til en døgn bemandet bolig. Tja og det er jo ikke til og vide hvor lang tid de ville have været om det. Hvor mange andre ting hun skulle afprøves med først, for at spare penge.

Min mor var lige blevet 60 og jeg tror hun var træt. Træt af og skulle kæmpe mod systemet. Et system hun havde kæmpet for at forbedre i mange år. Træt af og skulle kæmpe sig ud af skizofreniens greb, bare for at den fangede hende ind igen, nogle år efter. Jeg tror ikke hun var træt af livet som sådan. Hun elskede hendes venner og hendes maleri. Hun elskede at være en del af politik og det at forsøge og gøre en forskel. Hun elskede at samle folk omkring hende. Hun elskede os, hendes lille familie. Men jeg tror hun var træt af den evige kæmp. Af og være bange for hvornår næste psykose kom. Når hun havde det godt, var hun en kæmpe støtte for familie og venner, men når hun havde det skidt, følte hun sig til besvær. Systemet gør det svært at være pårørende, svært at være syg. Der bliver ikke altid lyttet til dem der kender baggrunden. Den billigste løsning, bliver valgt før den der er gode erfaringer med. Jeg håber ikke at det er sådan hver gang, men det er desværre min erfaring, at man skal kæmpe for dem man elsker. For at de kan få den behandling der kan hjælpe. Desværre var det ikke nok i min mors tilfælde.

Beredskabs dag

Her sidste weekend var der åbent hus hos beredskabet i Thisted. En dag hvor de mennesker, der skal hjælpe når katastrofer indtræffer, var samlet. Brandmænd, politi og beredskab, ja læge helikopteren kiggede også forbi. Min dreng vil gerne være politibetjent når han bliver stor. Det startede han med efter de havde haft indbrud i hans børnehave og politiet kom og ledte efter spor. Selv om han virkede lidt generet tror jeg, at han syntes det var spænede at få mulighed for at spørger om de havde fanget tyven. Det er stadig noget han snakker meget om. Betjenten, som ikke kendte noget til lige netop dette indbrud, var så sød til og snakke med ham og fortælle lidt om hvad det ville sige og være betjent.

Man kunne prøve forskellige ting. Blandet kunne man få fornemmelsen af hvordan det var at være røgdykker eller slukke en brand med pulverslukker. Der blev holdt en øvelse så man kunne få så virkeligt et billede på deres arbejde som muligt. Brandbilen kørte i pendulfart, så alle dem der havde lyst kunne få en tur. De helt store “vandpistoler” kunne også afprøves ud i havet, hvor speedbåden sejlede frem og tilbage med folk.

Jeg har heldigvis ikke haft brug for at ringe 112 andet end et par gange. Jeg husker tydeligt den første gang jeg trykkede de tre tal. Den gang jeg var barn, stod der stadigvæk mønttelefoner mange steder. Engang min mor og jeg stod og ventede på bussen, legede jeg med en af disse. Trykkede diverse nummer, vel vidende at dan jo ikke kunne ringe op, fordi der ingen penge var i. Lige pludselig var der en i den anden ende; “det er alarmcentrelen. Hvad kan jeg hjælpe med?” Jeg var kommet til og trykke 1-1-2. Min mor var kommet hen til mig da vores bus, var kommet. Men i stedet for lige så stille og fortælle damen i den anden ende, at det var et uheld, at jeg ikke viste at man kunne ringe 112, selv om der ingen penge var i, ja så gik hun i panik. Skælde mig ud for at ringe til dem og sagde at vi skulle skynde os væk før de kom. Hæv mig ind i bussen mens hun forklarede mig at de kunne se hvor jeg havde ringet fra. Tror heller damen i den anden ende ville have sat pris på at få og vide, at det var et uheld. Jeg ville i hvert fald gerne have haft at min mor tog det lidt mere med ro.

Lysten

Jeg må indrømme at lysten til at skrive har manglet den her uge. Nå ja men hvorfor så ikke bare lade være? Jo fordi jeg kan lide det og det hjælper mig. Jeg får bearbejdet mine oplevelser på en anden måde. Det sker at jeg starter et oplæg, med tanken om hvordan det skal lyde, og så ender det med at være noget helt andet. Tanker og følelser jeg ikke var klar over at jeg havde. Jeg håber at mine oplæg kan hjælpe nogen af jer der ude. På den ene eller anden måde, at I får noget ud af og læse med her på bloggen. Det var derfor jeg startede med at skrive. Fordi jeg havde et ønske om at hjælpe børn eller tidligere børn af psykiske syge til at se, at man ikke er så alene. Til at se at lystet på den anden side, tros voldsomme oplevelser. Der gik dog ikke ret lang tid før det gik op for mig at jeg selv fik rigtigt meget ud af og gennemgå mine minder. At skulle skrive dem ned til andre, har gjort at jeg er nød til og forholde mig til det jeg skriver på en anden måde. Ja og det gør så at ting går op for mig. Det er fedt!

Den her uge hvor årsdagen for min mors selvmord, har så taget mit overskud. Jeg har fået en reaktions depression i forbindelse med hendes selvmord. Tænker det er meget naturligt og samtide med at mærkedage, i forbindelse med at man har mistet, naturligt eller ej, er hårdere og drængene, ja så gør depression så at jeg lidt mister viljen til det hele. Så jeg øver mig i at minde mig selv om, at selv om min mor tog sit eget liv skal hun ikke tage mit med sig…

Når verden bliver vendt på hovedet

Der kommer dage man aldrig glemmer. Oplevelser som bliver ved med at stå lige så klart som den dag de skete. Det er på godt og ondt. Jeg tror desværre aldrig jeg kommer til at glemme hvordan 17/8-2016 gik.

Der var godt vejr, så godt at morgenmaden blev spist udenfor. Så koldt at jeg alligevel gik ind. Jeg har ferie, manden er på arbejde og drengen i børnehave.

Indtil kl. ca. 14 var det bare en almindelig dovne dag. Men så ringede telefonen: “Ja goddag det er fra Brandevej. Din mor er gået fra afdelingen ved 12 tiden. Vi ved ikke hvor hun er. Vi har været ude og kigge efter hende. Vi regnede med at hun ville være tilbage nu, men vi er ikke urolige. Har du hørt fra hende?”

Da jeg ikke havde hørt fra hende og hendes telefon var slukket, begyndte jeg at blive lidt urolig. Jeg bor ca. 1 time og 30 minutter fra Aalborg, så jeg ringede rundt til familie og venner i Aalborg, for at bede dem om at holde øje med hende. Nogle tog også rundt og kiggede efter hende. Jeg delte også et opslag på facebook, i håb om at nogen så hende.

Title “Stjernen” malet af min mor 2015

Ved 15 tiden kommer min mand hjem og jeg fortæller ham at min mor er gået fra afdelingen. Han bliver meget stille og bliver ude ved bilen. På et tidspunkt bliver det for meget for mig. Hvordan kan han være bekendt ikke at komme ind til mig, når jeg nu ikke ved hvor min mor er henne? Jeg går ud til ham, ja for helt ærligt at skælde ham ud. Han kigger ned i jorden og kommer hen til mig. “Jeg ved ikke om jeg skulle fortælle dig det her, men på vej hjem hørte jeg i radioen at der er gået en ud foran et tog i Skalborg.” Jeg får det som alt omkring mig forsvinder og samtide med at det mærkes som om alt blodet har forladt min krop, pumper adrenalinen og alt går så stærkt. Min første tanke er, at finde ud af om det er en mand eller kvinde, så jeg går på nettet med rystede hænder. Det er en kvinde! Uden at vide noget, ja så viste jeg lige der at det var min mor. Jeg ringer op til politiet og fortæller at jeg tror det er min mor der er gået ud foran et tog. Efter med rystede stemme og have givet et signalement af hende, siger manden i den anden ende, at man ikke har identificeret personen i nu, men at det med høj sandsynlighed er min mor… Han vil ringe tilbage om nogle timer når de er sikker…

Jeg bryder sammen. Simpelthen. Jeg stor tuder, lige der, uden foran vores hus. Tiden står stille, verden falder fra hinanden. Min svigerinde boede ved siden af på det tidspunkt og tja jeg græder så højt at de har hørt det og kommer over til os. Forklare dem situationen. Nu er der bare og vente på bekræftelsen af at det er min mor. Det er en mærkelig tid. Ens krop og hjerne slås med hinanden. Et eller andet sted ved jeg bare at det er min mor og verden aldrig bliver den samme igen, men fornuftens stemme sider i baghovedet og siger “Lad nu være med at tage sorgerne på forskud. Det er jo ikke sikkert det er hende.” Folk som er ude og lede efter hende, begynder og ringe tilbage. Det er svært, for hvad siger man? Måske det er lige meget at I leder? Måske er min mor gået ud foran et tog? Vil man give den voldsomme sorg videre inden man er sikker? Kan man gøre andet? Min mors veninden kører til politiet og forsørger at få noget af vide. Tilbyder at se hende så hun kan be- eller afkræfte om det er hende. Men de vil ingenting fortælle hende. Min kusine holder ind på en parkeringsplads, med samme fornemmelse som min. Det kan ikke være andre end hendes moster der er gået ud på de skinner.

2 timer i helvede! Sorgen raser, samtide med at man ved, det måske er for ingenting. Men jeg kan ikke lade være. Drengen bliver hentet. jeg har brug for ham. Brug for noget andet og tænke på, noget andet at forholde mig til, måske noget at smile af. Man venter bare. Venter på kaos, håber på lettelse. Telefonen ringer. Det er min mor! Hun er død! Gået ud foran toget, sat sig på hug, med ryggen til. Toget havde ingen chance for at stoppe. KAOS! Folk der skal ringes til. Mennesker kommer. Veninden der kommer og tager sig af os, leger med drengen og laver aftens mad <3 Alle spørgsmålene, tvivl, sorg, træthed, vrede, uforståelse, elle tårerne. Verden der står stille og alligevel besværger sig alt for hurtigt.

http://www.bt.dk/danmark/togtrafikken-stoppet-efter-tragedie-en-person-draebt-efter-paakoersel

http://newsbreak.dk/personpaakoersel-nordjylland/

Den sidste gang

I dag er det  et år siden jeg så min mor sidst.

Den allersidste gang jeg nogen siden skulle se min mor, snakke med hende, kramme hende og dufte hende blev den 16/8-2016. Hun var indlagt på Brandevej i Aalborg. Det er en psykiatrisk afdelingen. Hun havde været psykotisk siden marts og havde været ind og ud af Brandevej.

Min mand og jeg havde sommer ferie og var i Aalborg for at besøge hende. Vi havde ikke vores dreng med, da hun havde haft det rigtig skidt de sidste mange gange vi havde set hende. Vi regnede ikke med at hun kunne holde til så mange timers besøg, så vi kom om formiddag og blev og spiste frokost. Vejret var rigtig godt, høj solskin og dejlig varmt. Vi var inde på hendes stue. Vi snakkede med nogle hun havde kendt for år tilbage, vi var ude og handle og vi snakkede om fremtiden.

Min mor ville så gerne i et døgnbemandet botilbud. Det havde hjulpet hende før og alle omkring hende troede at det ville hjælpe igen. Ja alle undtagen kommunen hun boede i, som sad med magten til at tage beslutningen. Hun havde fået afslag engang, var kommet hjem med enkelt besøg fra hjemmeplejen og var så blevet voldsomt dårlig igen. Så dårlig, så kommunnen sendte hende på “ferie”, på en døgn bemandet afdeling for kriminelle psykisk syge. E voldsom oplevelse for min følsomme mor, men det var der, der var plads. Hun stak af der fra og tog hjem. Uden medicin weekenden over endte hun på Brandevej igen.

Det var så der vi var den 16/8-2016. Afventede på hvad kommunen nu kunne finde på. Afventede på hvornår de udskrev hende igen. Min mor var sikker på at udskrivelsen lå lige om hjørnet. Hun havde det jo bedre end de sidste gange hun havde været der. Ingen sagde noget til hende og hun kunne ikke få svar på hvad der skulle ske. Alligevel gik vi der fra med følesen af, at det var ved at vende. At hun havde det bedre, men at det var døgnbemanding der skulle til.

Det var nogle super dejlige timer med min mor. Hverken for meget eller for lidt. Fuld af hygge og kærlighed. Havde jeg vidst hvad morgen dagen  skulle bringe og ingen ting kunnet gøre ved det, havde det eneste jeg ville havde gjort anderledes, været at tage min søn med så han kunne have haft en sidste god dag med mormor…

Title “Solguden hilser” malet af min mor 2015

Den sidste dag I så nogen, hvis I ikke kunne lave om på det faktum, at det var sidste gang i så dem, var der så noget I ville have gjort anderlede?

 

Opdragelse

Jeg var et meget forkælet barn. Min mor magtede ikke den konflikt et nej gav og derfor fik jeg stort set alt hvad jeg pegede på.

Min mor kunne lige frem blive gal på andre hvis de rettede på mig eller på anden måde ville blande sig i min opdragelse. Jeg kan huske flere familie fester, hvor enten min morfar eller min mors søskende, kommentere noget jeg gjorde/ikke gjorde eller måde jeg opførte mig på. Når jeg sidder og tænker på det, får jeg følesen af og føle mig forkert. Gad vide om de har hen vendt sig meget direkte til mig? Fordi konflikten med mig var mindre end den med min mor?

Jeg husker en periode på næsten et år, hvor det eneste jeg ville spise var spagetti og kødsauce. Min mor har så fortalt mig at hun skiftede kødet mellem okse og gris, og til tider puttede lidt grønsager i, så der i det mindste var lidt veksling.

Jeg husker kun engang at mine handlinger havde konsekvenser. Synes det er utroligt jeg er blevet til noget den dag i dag. I nærheden af hvor vi boede, lå der dengang noget der hed Markes hallerne. Helt enkelt nogle store haller med forskellige krammer. En veninde og jeg havde gået og så strålet fra de forskellige boder og havde så solgt tingene videre, fra em trappe inde i hallen… Dette blev vi selvfølgelig taget i. Heldigvis. Det var første og eneste gang jeg kan huske at min mor gav mig en straf. Jeg fik stuearrest. Eller… Min mor ville ikke at min mormor fandt ud af det, så jeg var jo nød til og komme med til banko og hvis også nogle andre ting. Straffen kunne heller ikke vare mere end knap 14 dage, da vi skulle på ferie. På tros af at det var en halv hjertet straf, som ikke blev hårdt ret stramt, gjorder det alligevel så stor indtryk på mig at jeg aldrig stjal igen.

Plejefamilie

Jeg har faktisk været tæt på at blive fjernet fra min mor. Grunden kan jeg ikke huske. Jeg har været omkring 6 år gamle, så måske det har været i forbindelse med vores højskole ophold (http://barnafpsykisksyg.dk/?p=26). De boede ikke så langt væk, faktisk nærmest i den anden ende af den vej min mor og jeg boede på. Jeg husker den første nat som skræmmende. Som om jeg er blevet kastet ud i det og ikke har mødt dem før. Bare fået af vide at nu skal jeg sove her. Jeg ved ikke om det rent faktisk er sandt, jeg kan ikke huske andet end det var den følelse jeg havde.

Sengen manglende en mede, men det var jo lige meget for så lang var jeg ikke at nåede der ned hvor den manglede. Det syntes jeg var noget mærkeligt noget. Da der jo ingen regner var hjemme ved min mor, var det en anden verden og jeg husker ikke at jeg nogen siden rigtig faldt til. Jeg kan heller ikke huske hvor længe jeg var der, men det var længe nok til at jeg kan se køkkenet og stuen for mig. De lærte mig og spise med kniv og gafle. Jeg kan desværre ikke se dem for mig, kan slet ikke huske faren fra familien, men husker moren som venlig.

Jeg fik en rigtig god ven i sønnen som boede hjemme. For dem var han den mindste, men for mig var han jo storebror artig. Han boede i kælderen og havde gubbier og små skildpadder. Jeg kan huske at jeg fik nogle af gubbierne til min børnehaveklasse. Engang i mellem lød ham skildpadderne komme over til gubbierne. Desværre betød det også at de kunne slippe væk og vi måtte skille værelset af for at finde dem igen. Han spillede musik med nogle venner. De havde et rum i kælderen, dækket med æggebakker. Jeg fik lov til og sidde lige inden for døren og lytte når de spillede.

En nat havde de indbrud og jeg kom der aldrig mere. Fik af vide at de skulle skilles og at det var derfor, men om det var den rigtige grund ved jeg ikke. Jeg ville ønske at jeg kunne huske dem bedre. At jeg kunne møde dem igen og hører hvad de så i den lille pige, om de har tænkt på mig, hvor længe jeg var der og hvorfor jeg ikke kunne være der mere.