Hverdag

Jeg husker ikke så meget fra min barndoms hverdag. Jeg kan f.eks. ikke se min mor for mig i gang med at lave mad, men aftensmad fik vi da. Jeg kan heller ikke huske at vi var ude og handle ind til hverdagen. Min mormor og morfar hjalp hvis en del med sådan nogle hverdags ting.

Et hverdags billede i mit hoved er af min mor siddende i køkkenet. Kaffe drikkende og i gang med at ryge den ene smøg efter den anden. Med et tomt blik lige ud i luften, som om hun var i en anden verden. Til tider snakkede med sig selv eller i gråd.
Jeg kan se mig selv stå på afstand af min mor, gemt lidt bagved skrabet. Bare stå der og kigge på hende.  Lammet, ønsket om at trøste hende, uden at være i stand til det. Det var min opgave at vurder hvornår hun havde det så dårligt at det var tid til at ringe efter hjælp. Hvornår det hele ikke hang sammen mere. Det var sådan jeg overlevede. Min mormor og morfar telefonnummer stod på vores telefon. I hvert fald indtil jeg havde lært det uden af. De boede heldigvis ikke så langt væk, men det var jo før mobilens tid, så det må jo være sket at de ikke var hjemme. Og ja så var der ikke andet og gøre end og være i det.

 

Det er okay og være vred

Jeg var er meget logisk barn, så når psykologer og personalet på diverse afdelinger hvor min mor var indlagt, fortalte mig at alt der skete ikke var min skyld, blev jeg sur og irriteret. Det viste jeg godt. Det kunne det ikke være. Der var stor åbenhed i min familie omkring det at min mor havde været syg længe. Hun blev syg inden hun fyldte 20 og da hun først fik mig, da hun var 30, kunne det jo ikke være min skyld at hun var syg. Jeg var ikke klar til at se, alle de ting jeg troede var min  skyld.

Blev sprugt her den anden dag, om hvad de så skulle have sagt. Det viste jeg ikke lige der, men tanken om  hvad der kunne have hjulpet mig. Om hvad der kunne have hjulpet den lille pige til og få det bedre. Bedre med sig selv og bedre med sin hverdag, havde sat sig fast i mig.

På vej op til en veninde spillede de highway to hell i radioen og af en eller anden grund hjælp det mig til at indse hvad de skulle have sagt til mig den gang; “Det er okay og være vred. Det er i orden at du er sur over den situation din mor sætter dig i”

Selv om jeg ikke som barn direkte følte skyld, havde jeg stadigvæk brug for et afløb. Et afløb jeg ikke var i stand til og finde selv. Desværre kunne de mennesker der gerne ville hjælpe mig ikke, se ud over det at hjælpe mig til og forstå, at det ikke var min skyld. Jeg var ikke klar til og se det eller føle det.

Er der noget I ville ønske var blevet sagt til jer da I var barn?

Jeg er ikke alene

Da jeg var ved at undersøge om der i forvejen var en blog med det samme som jeg ville skrive om, faldt jeg over en artikel, som jeg synes var spænede. Den er skrevet i 2016 og handler om at flere tusinde børn er vokset op, alene, med en psykisk syg mor. Artiklen kan I finde her:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/flere-tusinde-boern-har-boet-alene-med-psykisk-syg-mor

Anne Ranning har stået i spidsen for undersøgelsen. Hun mener at der er grundlag for at man skal undersøge børnenes vilkår bedre. Jeg blev så glad for at finde ud af, at jeg ikke var så alene som jeg troede, at jeg skrev til Anne. Det endte med at hun kom her og vi fik en god snak. En snak der bland handlede om hvad jeg godt kunne have tænkt mig, var blevet gjort for mig, da jeg var barn. Om hvad der kunne have være gjort andreledes og hvad der kunne være gjort mere. Godt og vel 3 timer snakkede vi og det var en fed oplevelse. Jeg var træt bagefter, på den gode måde. Jeg kan godt lide at fortælle min historie. Jeg tror på det er sundt og får det ud. Kan det så oveni købet gøre lidt gavn er det bare fantastisk. Det er dog også hårdt at fortælle om hvordan det var der hjemme. Man bliver mindet om alt det der gjorder ondt, men jeg tror også det er den måde man får bearbejdet alt det der er svært på.

Tak til Anne Ranning for at ville gøre en forskel.  <3

Min biologiske far

Min biologiske far har set mig en gang i mit liv. I teorien har jeg vel også set ham den ene gang, men da jeg var helt lille baby har jeg ingen erindring om det.

Som barn spurgte jeg min mor omkring min far. Hvem han var? Hvad han hed? Hvordan de mødte hinanden? Helt almindelige ting, som jeg tænker man også ville spørger om hvis han havde været der.
I lang tid, når jeg spurgte min mor hvor min far var, svarede hun at han havde meget syg og døde af dårlig hjerte. Han havde været sammen med en anden kvinde da min mor fik mig og derfor havde han kun set mig den ene gang, og han havde syntes at jeg var smuk.

Men jævne mellem rum har jeg spurgt mig mor om min far. Jeg ved ikke hvorfor, men noget inden i mig har ikke været tilfreds med hendes forklaring. På et tidspunkt mener hun at jeg er gamle nok til at få sandheden af vide. Min far tog sit eget liv. Han hængte sig selv. Jeg kunne ikke forstå at jeg lille smukke baby ikke var nok til at han gerne ville leve. Det gjorder ondt selv om jeg aldrig havde kendt manden at blive valgt fra.

Puha der kommer mange følelser op i mig når jeg skriver dette. Alle de følelser den lille pige havde og som jeg slet ikke var klar over stadig var der.

Naturens farver

Smukt farvespil

Jeg har altid elsket og tage billeder og mange af dem. Før alting blev digitalt fik jeg lov til at tage billeder med min mors kamera når vi var nogle steder. Det betød også at der skulle fremkaldes mange billeder og det var langt fra dem alle der var noget værd.

Sikke en farve

Den dag i dag synes jeg selv jeg er blevet helt god til det med billeder. Ikke at jeg biller mig selv ind at jeg er professionel eller noget. Det er bare en sjov hobby og have.

En blomst i mange klæder

De billeder her er fra Jesperhus Blomsterpark, som vi har været i, i dag. Et hyggeligt sted med masser og se på. Der er også lidt forlystelser og nogle gode legepladser, for de mellemste børn. Min dreng kalder det for Hugo-land, da det er ham der bliver brugt som tema.

Smukke sommerfugle

Der er også den fineste lille zoo, med en afdeling med sommerfugle. Jeg lavede min første live video der over. Her fortæller jeg om engang jeg som barn var i Jesperhus.

 

 

Legebarn

Jeg elsker legetøjsbutikker! Særligt de store af slagsen. Tror jeg kan få en time til at gå i Toys r us med bare og gå og kigge.
Nåå ja og trykke på samtlige “Try me” knapper jeg kommer fordi. Jeg bliver enormt skuffet hvis den ting jeg trykker på, så mod alt forventning ingenting gør. Så bliver jeg jo nød til og trykke på dem omme bagved til jeg forhåbentlig finder en med lidt strøm tilbage 😛

Det hænder da også at jeg kommer forbi noget, hvor jeg levende kan forstille mig at det ville mit indre barn elske og lege med. Samtide med at man kan under sig over at legetøj som, man selv syntes var et hit, ikke eksister mere, kan man (eller jeg kan i hvert fald) finde legetøj jeg ville ønske havde været der da jeg var barn.

Jeg husker særligt sådan nogle små dyr. Man købte en pakke med et mor dyr og 2 synlige unger. Der ud over var der en pose hvor man ikke kunne se hvor mange unger der var i. Jeg synes det var fedt med den spænding. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om hvad de hed. Man kunne også få dem i baby. Ungerne havde ble på som skiftede farve i vand, blå eller lyserød, alt efter om det var en pige eller en dreng.

Jeg kunne heller ikke stå for spændingen ved Hatchimals. Vel og mærket de små og var nød til og prøve og købe sådan en (her er et link til hvor de kan købes https://www.toysrus.dk/produkt/hatchimals-colleggtibles-1pk?id=000000000112874001)  😛 Det kom der denne lille video ud af:

Fastelavn

Jeg elsker og klæde mig ud. Jeg elsker og spille teater og lade som om jeg er en anden. Måske fordi mit liv ikke altid har været lige nemt og det så er rart og være en anden for et stykke tid? Eller fordi jeg bare altid har elsket det?
Jeg har gode minder fra fastelavn som barn. Det var noget vi kunne gå sammen om min mor og jeg. Min mormor hjælp også til.

Jeg husker at slå katten af tønden på den lokale tank. Tønderne der hang, pladsen fyldt af mennesker og ikke en bil kunne komme til. Der var præmier til kattekongen og dronningen. Ikke at jeg nogen siden blev det, men det var så spænede og se hvad det var. Jeg husker lille Kristina i stort vinter tøj og lagen med huller i over.
I en god periode arbejde min mor som frivillige på et plejehjem. Her skulle der selvfølelig også slås katten af tønden. Klædt ud som fe vandt jeg bedste udklædning. Husker at jeg dog heller ville have den flødebolle de andre fik, end den æske chokolade. 😀

Jeg husker udklædninger sammen sat med ting fra genbrug. Kineser, soldat, vampyr. Og de andre børns udklædningen! Særligt husker jeg en veninde der var klædt ud som græsplæne, med hundelort og det hele. 😀 Jeg elsker fastelavn!

Børnehjem

Den hårder del af min opvækst var resultatet af min mors sygdom ikke af den hun var.
Jeg var aldrig i tvivl om at jeg var elsket.

Jeg sagde altid som barn, at jeg ikke ville bytte min mor for noget i verden. Som voksen har jeg måtte erkende at den udtalelse mere var en frygt for at miste kontakten til min familie og frygten for at komme på børnehjem. Jeg havde en veninde der kendt en der var på børnehjem. Faktisk et der ikke lå så langt væk fra hvor vi boede. Jeg ved ikke hvorfor det var blevet en frygtelig ting. Måske det er en forestilling der stammer fra fjernsynet? Måske er det grundlæggende behov for at hører til, at være en del af en familie, at selv et lille barn frygter at blive taget væk fra det sted man hører til?

Jeg var med til en fødselsdag på dette børnehjem. Jeg husker den ikke helt i detaljer, men jeg husker en utryg fornemmelse. Måske det bare var det ukendte? Måske det var en den vide at jeg kunne ende præcise det samme sted eller et meget længer væk?

Jeg endte aldrig på børnehjem og jeg tror heller ikke at der har været snak om det. Eller ja jeg var jo kun et barn så jeg ved det faktisk ikke. I mit voksne hoved tror jeg at det var tæt på.

Hurra for Falck

Jeg gik på ferie i går. Dejligt! Vi har ingen ting planlagt, også skønt. Bare bruge ferien på hinanden og små turer.

I dag gik turen til Gjøl. En lille hyggelig havneby i det nordjyske, hvor Gjøltrolden kommer fra.

Vi startede med at tage alt til madpakker ud på bordet, så man helt selv kunne bestemme hvad der skulle i. Et stort hit hos den femårige og super hyggeligt. Nede på havnen i Gjøl er der et havne rørebassing hvor man kan putte det i man fanger med net. Det er en super lille ting så bare giver noget fantastisk.
Krabber kunne vi dog ikke fange. De kunne godt lide spegepølsen, men faldt af inden de kom op på land. Tilgengæld fik vi fanget to små baby vandmænd som selvfølig kom i havne bassinet.

Tiden gik på legepladsen og vejret var dejligt. Da vi skulle til og hjem, kunne vi ikke komme ind i bilen…. Nøglen var væk! Eller det vil sige den lå inde i bagagerum og bilen var låst. Den har sådan et fantastisk lås selv system. Skæbne ville at det ikke er så længe siden vi fik en anden bil og vi har ikke fået til knyttet den til Falck. Så står man der og kan ingen steder komme. Jeg prøvede lykken og ringede til Falck. De flyttede da bare lige rundt så det var den nye bil der stod ved dem! De kom og vi fik fisket bilnøglen ud. HURRA FOR FALCK!

 

Børnehaven

Når jeg tænker efter har jeg faktisk minder der er fra før jeg var 6. De stammer fra min børnehave. Det undre mig at mine første minder ikke er omkring min familie. Måske er det mig der er galt på den, måske er det helt normalt?

Jeg kan ikke rigtig huske børnene fra børnehave. Jeg har ingen erindring om at jeg har haft nogen på besøg eller at jeg har været hjemme ved nogen af dem.
Til gengæld kan jeg huske en af pædagogerne. Hun var stor og rund og jeg husker hende som skrap men kærlig. Jeg kan huske at vi lavede banan is – altså en halv banan på pind, dyp i chokolade og så i fryseren MMM. Jeg kan huske hvordan toiletterne så ud… Hvorfor?? At jeg havde næseblod en gang jeg var i børnehave.
Det tydeligste minde jeg har fra børnehaven tror jeg var da en bistade havde slået sig ned i vores legehus og vi blev holdt inde. Vi stod med næserne trykket mod glasset da der kom en for at fjerne staden.

Hvad er det første I husker?